Sandheden om den dag

Der er en dag, jeg aldrig nogensinde glemmet. En dag der kører om og om igen i hoved på mig.
En dag hvor jeg kan huske alle detaljer fra.
Den dag Freja døde.

Jeg husker tydeligt, Casper havde ferie den uge, det var en torsdag, og mit største problem den morgen var, jeg ikke anede, hvad vi skulle lave den dag. Casper går ud for at lufte Fox, mens jeg ligger og kigger på min mobil.
Casper kommer dog hurtig ind igen, og jeg husker tydeligt, han sagde "Freja er blevet kørt ned."
Og det første jeg spørger om, var om hun lå og led, men det gjorde hun ikke, for hun var død.
Der var det ikke gået op for mig.
Da jeg går ned til vejen, kan jeg se, der ligger noget der, og jeg håber inderligt, det ikke er hende.
Men der finder jeg hurtigt ud af, det var.

Jeg løber ind, og ringer til min søster og græder, hvor hun beder mig om at tage det roligt. Jeg siger til hende, jeg vil ringe til min far. Jeg beder ham ringe mig op, og der fortæller jeg ham det, mens jeg græder i røret.
På det tidspunkt ved jeg ikke, hvor Casper er henne. Jeg håber ikke, han har begravet hende, fordi jeg har ikke fået sagt farvel.
Casper kommer ind, og han har fjernet hende fra vejen, gravet et hul og lagt hende derned, men han har ikke dækket hullet til. Jeg rører ved Freja, mens jeg græder. Hun ligger, så den side af hendes ansigt, som var "kørt over" ligger ned mod jorden, så som hun ligger der, ligger hun, som hun sover.

Jeg går ind i stuen, sætter mig på gulvet ved den stol med det tæppe på, hun altid lå på, og så sad jeg og skreg og grad.

Hele den dag var jeg fraværende i mit hoved. Det var jeg også de næste par dage.
Jeg følte mig, som en zombi. Jeg gik bare rundt, spiste, fordi jeg skulle spise. Havde ikke lyst til noget. Det eneste tidspunkt hvor jeg ikke var ked af det, var når jeg sov. Men når jeg vågnede gik det hurtigt op for mig, det ikke var et slemt maridt, jeg havde haft, nej det var virkeligheden.

Dagen efter kommer Caspers forældre for at fejre min fødselsdag, men jeg synes bestemt ikke, der var noget at fejre. Jeg plejer altid at glæde mig til at få gaver, men den dag var jeg lidt ligeglad, fordi som jeg sagde til Casper "Det jeg ønsker mig allermest, kan de ikke give mig."
Og den aften lagde jeg faktisk ikke mærke til, hvad der blev sagt. Når folk talte til mig, sad jeg bare og nikkede og smilede, og så "vågnede" jeg nogle gange op, hvis jeg lige hørte, der blev sagt noget spændende.

Jeg glemmer aldrig den dag. Jeg glemmer aldrig den dag, min pige blev taget væk fra mig.
Det er et halvt år siden, hun døde, men det føltes som 1 år. Det føles så lang tid siden, jeg sidst holdte hende, jeg sidst kyssede hende, jeg sidst lukkede hende ud om natten.

Jeg savner hende hver evig eneste dag.
Jeg er så glad for, jeg har Simba, Nala og Fox.
Så har jeg noget andet at tænke på. Så har jeg dem at koncentrer mig om.

Dette indlæg er meget personligt for mig, men jeg har ikke før skrevet i detaljer, hvad der skete.
Dette påvirker meget mit liv, fordi Freja netop var som et barn for mig.

Håber, I tager godt imod mit indlæg.

Kram Heidi:(