fredag den 21. september 2012

Et forfærdeligt lægebsøg



Jeg var ved lægen idag, og normalt går det godt.
Fordi jeg har før synes, jeg har været heldig med min læge.

Idag ændrede mit syn sig på det område.
Først var mit kolsteroltal for højt, så ville han have, jeg skulle veje mig,
så fortalte jeg, at det ville jeg bestemt ikke foran ham. Jeg ved, hvad jeg vejer.
Jeg vejer mig op til flere gange om ugen nemlig.

Vi kom til at tale om, jeg har det meget psykisk skidt for tiden. Derfor har jeg spist lidt for meget usunde ting i denne uge.
Så fortalte jeg, hvordan det var gået ved sagsbehandleren. Han var ikke tilfreds med, jeg først skulle tale med min sagsbehandler i december, fordi han mente, jeg bare skulle tvinges ud i noget med det samme, selvom jeg mener, jeg ikke kan klare noget nu.
Så sagde han, han var sikker på, når vi kom til den dag, jeg skulle ses med min sagsbehandler, ville jeg sige nej til det kursus på 4 uger, og der sagde jeg, nej at jeg ville sige ja, fordi jeg synes, det lød spændende, men at jeg også kun kunne klare det psykisk, fordi jeg vidste, det kun varede i 4 uger.
Så sagde han, man ikke bare kunne være ude i 4 uger og tage ferie i 3 måneder igen.
Jeg fortalte så, det bestemt ikke var ferie, jeg holdte, fordi det er ikke ferie, når man har det psykisk eller fysisk skidt.
Jeg stortudede.
Jeg fortalte også, at jeg føler, den eneste der forstår mig 100% på dette område er min søster, som er psykisk syg og er på førtidspension. Så spurgte han, om det da var det, jeg ville. Komme på førtidspension.
Først og fremmest fik han det til at lyde, som om det var slemt at være førtidspensionist.

Og han fik det til at lyde, som om jeg er en, der snylter på systemet. At jeg bare er hjemme, fordi jeg er doven. Jeg var rigtig ked af det. Græd rigtig meget. Og han virkede faktisk ret ligeglad.

Jeg bryder mig bestemt ikke om ham mere. Jeg tror ikke, han helt troede på, jeg havde det så skidt.
Og at det ville gå over, at bare blive tvunget ud i noget arbejde.

Jeg ringede som den første til min søster, fordi jeg ved, hun ville forstå mig, og det gjorde hun.

Jeg overvejer meget at skifte læge, fordi jeg vil ikke have en læge, der får det til at lyde, som om jeg er en, der nasser på systemet.

Kram en lidt trist Heidi:/

10 kommentarer:

  1. Puha en omgang :/ Jeg kender godt det med at folk ikke forstår en, men det er da især slemt når det er ens egen læge, som man normalt kun forventer hjælp fra. Jeg er overbevist om at jeg har haft stress i en periode, jeg havde alle symptomerne, men ville ikke diagnosere mig selv, så jeg gik til lægen med det. Der var en praktikant eller vikar hos lægen den dag, som ikke tog mig seriøst og bare sagde noget med at jeg nok var forkølet, eller sådan noget helt langt ude! Efter det, har jeg aldrig gået til lægen med noget psykisk..

    http://bykatinka.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, det lyder bestemet ikke rart, det du oplevede ved lægen. De skal da tage en alvorligt, når man kommer til dem. Det jo derfor, vi kommer til dem, fordi vi mener, der er noget galt jo.

      Slet
  2. Hej Heidi!
    Er rigtig ked af det på dine vejne. Jeg står selv i samme situation.
    Send mig en besked på facebook hvis du har lyst til at snakke :) Det kunne være hyggeligt :)

    Sarah Nadia Olsen

    SvarSlet
  3. Sådan en idiot. Skift læge med det samme! Havde det været med som havde fået sådan en behandling, havde jeg rejst mig op og gået.
    En læge skal være forstående og hjælpsom og forresten er det ikke hans job at sidde og snakke om du skal ud i job eller ej. Han skal kun lytte til hvad du siger, hjælpe dig med det fysiske og psykiske.
    Jeg har også selv været nede med depression en enkelt gang for langt tid siden og der var de lige så uforstående. Jeg kom der aldrig mere og skiftede læge.
    Jeg håber virkelig det kommer til dig at gå dig godt.. du fortjener det!
    Knus :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg overvejer virkelig også at skifte.
      Og da jeg var derinde, og hvor jeg stor græd, overvejede jeg virkelig også bare at gå, fordi jeg bare havde lyst til at tale med min søster, fordi vidste, hun ville forstå mig.
      Nej, jeg har ´bestemt heller ikke lyst til at tale med ham om noget psykisk.
      Og mange tak(:

      Slet
  4. Er din ambition for livet da at blive førtidspensionist?

    Jeg vil dog pointere, at det ikke er en læges job at være hjælpsom og forstående. Jeg forstår godt, at det er hårdt at få sådan en besked. Men hvis lægens vurdering er, at du er klar, så skal han jo faktisk sige det. Specielt hvis han mener, det vil hjælpe dig psykisk. Nogle menensker har jo en tendens til at blive fastholdt i deres situation, hvis de ikke får et spark bagi. Ikke at jeg siger, at det er det DU har brug for, men nomatterwhat så er det fagpersoner, inkl læger, der har kompetancerne til at vurdere det!

    Om det så virker fair eller unfair, det kan jo diskuteres. Ligesom at det kan diskuteres, om det er fair, at nogle skal betale topskat.

    Men jeg håber på det bedste for dig. Og jeg håber, at du bliver rask nok til at varetage et job en dag :)

    SvarSlet
  5. Ditte Marie: Nej, og jeg nævnte bare, at den eneste der virkelig forstod mig på dette område er min tvillingsøster, som er psykisk syg og er på førtidspension, og så spurgte han, om det var min hensigt, og jeg kan da ikke se, hvorfor det skulle være min hensigt, fordi min søster er førtidspensionist.

    Jeg håber, når jeg kommer til den psykiater, at jeg kan få det så godt, at jeg kan tage en uddannelse, eller bare det at få et job, så jeg kan tjene penge.
    Og mange tak(:

    SvarSlet
  6. Ditte Marie>> Der findes ingen mennesker med ambitioner om at blive førtidspensionist! Og hvis du siger: 'Jeg kender da nogen, der gerne vil være det', så vil jeg mene, de MÅ være syge på et eller andet plan. Ingen ønsker at gå alene derhjemme med en indkomst, der ikke levner meget plads til andet end et middelmådigt liv. Selvfølgelig vil man helst ud blandt andre mennesker og være sociale, fungere og være 'noget'. Det mest pinlige her i livet er, når man er til en social sammenkomst og folk siger: "Dav, jeg er Jens, jeg er læge ... hvad med dig?" Intet gør et rum mere tavst end ordet 'førtidspensionist'. Folk bliver røde i hovedet, underskylder og negligerer én resten af aftenen. Det er SÅ tabubelagt. Når man har et job er man veluddannet og giver udtryk for, hvem man er; man vælger job ud fra sine interesseområder. Som førtidspensionist er du bare en tæge, der snylter på resten af samfundet.

    Heidi>> Jeg vil også råde dig til at finde en ny læge. En læge er til for at støtte dig (lige meget, hvad andre siger!) og lytte til dine behov. Tænk nu hvis du f.eks. gik rundt med en udiagnosticeret sygdom (f.eks. en form for skizofreni), blev presset ud i en stressbetinget arbejdsprøvning og gik ned med en psykose (nævnte er et eksempel fra en person, der står mig nær). Man skal være meget forsigtig med at 'lege' med folk, før man er sikker på, hvad deres diagnoser er. En alm. praktiserende læge ved ALT for lidt om psyken og psykiske sygdomme til at kunne agere på det. Der SKAL man indenom en psykiater. Også ting som neuroser, stress og spiseforstyrrelser, kan slå ud og blive værre og/eller give psykoser, hvis det ikke tages alvorligt. Min bekendte - lad os kalde vedkommende X - skulle gennem tre eller fire læger og tre psykiatere, før vedkommende fik diagnosen skizofreni! Man mente vedkommende bare var doven eller stresset.

    Det er jo også vigtigt, Heidi, at HVIS din situation endte i en pensionssag, at du kan regne med din læge. Vedkommende skal indgå i et samarbejde med dig om at få skrevet og sagt de rigtige ting til kommunen. Jeg MENER, der er grænser for hvornår på året, man kan skifte læge (eller er det lavet om?). Tror det er omkring årsskiftet - ellers er der vist noget med et gebyr, der skal betale. Alternativt kan du midlertidigt skifte til (sygesikrings) gruppe 2. Så skal du godt nok betale for dine lægebesøg, men hellere gøre det for en kort stund end at have en læge, der dolker dig i ryggen. Tal med din kommune om reglerne. Og få dig evt. en bisidder, der kan tage med dig på kommunen og/eller ved lægebesøg - det kan være en du betaler (professionel) eller en tæt på dig (mor/søster), der kender dig og kan tale din sag, hvis du har en dårlig dag, hvor du har svært ved at overskue din situation.

    Du er ALTID velkommen til at skrive til mig (min mail er på min blogside http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.dk/) for støtte eller gode råd. Jeg har selv været møllen igennem, da jeg er førtidspensionist pga. en neurologisk sygdom. Desuden har min mor været bisidder for tre klienter, så jeg kan altid spørge hende til råds, hvis du har spørgsmål i den retning.

    Jeg er SÅ ked af, at du skal gennem dette. Jeg ved, hvilke stigmata der er forbundet med både psykisk sygdom og det at være førtidspensionist. Jeg kender til usamarbejdsdygtige læger, inkompetente kommuner (de snyder, hvor de kan, så pas på!) og sortsyn, når tingene går i hårknude og bliver for meget.

    Hvis du er interesseret må du også gerne maile til mig, så jeg kan give dig mit fulde navn og adde dig på Facebook. Der er jeg (modsat min mail) at finde hver dag.

    Husk at passe på dig selv, lytte til dig selv og ikke lade dig tryne. Jeg er glad for, du har dine dyr, din søster og din kæreste, der kan støtte dig.

    Rigtig mange tanker, Line

    SvarSlet
  7. Jeg gider dig fuldstændig ret, Line.
    Jeg vil heller ikke mene, at nogens forhold er at blive førtidspensioneret. Alle vil vel gerne have det godt og at kunne klare et arbejde.

    Jeg hader selv, når folk spørger, hvad jeg laver til hverdag, og at jeg tør skal sige, jeg er sygmeldt, og så hvis folk spørger, hvorfor jeg er sygmeldt.

    Jeg skriver straks en mail til dig(:

    SvarSlet