Et øjeblik jeg aldrig glemmer

Jeg sad og kiggede på nogle billedere, og det ene billede var af en historie, jeg havde skrevet i Ude og Hjemme under Styr På Dyr.

Jeg kom straks tilbage til den aften, som den historie handlede om.
Jeg har før skrevet om det, men nu gør jeg det igen, fordi det gjorde et eller andet i mig, da jeg så den historie.

Simba var blevet opereret i øjet for anden gang. Jeg sad i sofaen, og han sov, mens jeg holdte ham.
Jeg kunne mærke, at hans ører var ret kolde, da hans ører lå tæt på min hals.

Jeg tager Simba op og holder ham som et barn kigger på sin bamse, og der bliver han slap. Han reagerede slet ikke. Jeg begyndte at blive mere og mere bange, og jeg blev ved med at sige " Simba, Simba, Sima." i håber om, at han åbnede sine øjne.
Men intet skete.

I det øjeblik kørte en masse billedere i hoved på mig: Vi havde mistet Freja, hvad hvis nu mistede Simba. Hvordan skulle jeg overhoved kunne klare det hele? Jeg skulle ud og køre den aften, og jeg tænkte, at hvis der skete Simba noget, skulle jeg helt sikkert ikke ud og køre.

Jeg havde næsten lige haft førstehjælps kursus, da jeg var ved at tage kørekort.
Men jeg havde også læst hele min store kattebog færdig, og der husker jeg, at de skrev, at man kunne give sin kat hjertemassage og mund-til-mund.

Jeg troede ikke, Simba trak vejret, og det troede Casper heller ikke. Simba reagerede ikke, og vi kunne ikke se, at han trak vejret. Jeg blev ved med at sige til Casper, at han måtte give ham kunstigt åndedræt, men det ville Casper have, jeg skulle gøre.
Jeg lagde så mit ene øre hen til hans mund og næse, og der hørte jeg, at han trak vejret. Det var det eneste livs tegn, vi kunne se/høre. Jeg blev lettet, men jeg var stadig bange, fordi han reagerede jo stadigvæk ikke. Men til sidst åbnede han øjnene. Casper ringede til dyrelægen.
Det hele foregik kun på få minutter, men det føltes meget længere.

De fortalte, at når et dyr har været i narkose, kunne de godt komme i en meget dyb søvn.
Så det var normalt. Vi måtte selvfølgelig gerne komme med ham, men hun mente ikke, der var behov for det. Jeg tjekkede hele tiden til ham, fordi jeg var så bange for, at han skulle dø.

Den oplevelse var så hård, og jeg var så bange. Ville Simba dø der, mens jeg holdte ham?
Vi havde oplevet tabet af Freja, og det ville jeg ikke prøve igen.

 

Sandheden er nemlig: Hvad skulle jeg gøre uden mine dyr?
Jeg elsker at se dem sove på en sjov måde. At Nala bliver legesyg og begynder at lege med det første, hun får øje på. At Simba bare ligger og putter i ens arme. At Fox ligger og sover ved mig.
Det er dem, der gør, jeg ikke føler mig ensom, når Casper er på arbejde eller til træning. At jeg har dem at snakke med. De gør, at jeg ikke føler, at lejligheden er tom, og at jeg er her alene.
Det er dem, der gør, jeg føler mig tryg, når Casper ikke er her.

De dyr er mit et og alt<3

Kram Heidi(: