Sådan er det at leve med OCD

Det er lang tid siden, at jeg har skrevet omkring min OCD.
Men jeg har den stadigvæk, desværre. Men hver dag er en kamp for mig.

Dem, der siger, at folk med en psykisk lidelse er svage, det er jeg fuldstændig uenig i.
Hver dag går jeg i krig. I krig mod mine tanker. Jeg kæmper hver dag. Når jeg skal sove, så er det ikke altid, at jeg får fred. Jeg har nogen gange mareridt om tvangshandlinger, og nogen gange, når jeg vågner om natten, så er jeg stadig i krig. Jeg ligger nogen gange og tænker på tvangshandlinger om natten. Men nogen gange er jeg heldig, og at jeg kan få en nattesøvn uden en krig. Så er jeg da trods alt lidt friskere dagen efter til at kæmpe videre.

Hvis jeg vinder dagens krig, så har jeg ikke fred, fordi krigen begynder i morgen igen. Og det handler om bare at kæmpe hver dag, fordi jeg hvis "tager en pause" fra krigen og giver efter i en dag, så starter jeg helt forfra igen, når jeg går i krig igen. Så det er bare med at kæmpe hver dag. Kæmpe imod mine tanker.

Det er klart, at jeg er træt, når dagen er omme. Også på de dage, hvor jeg egentlig bare har været hjemme og set fjernsyn. Mit hoved er jo i gang hele tiden. Mit hoved er jo i krig. Mit hoved kører næsten 24 timer i døgnet. Og det er hårdt. Og man forstår det nok kun, hvis man selv har oplevet det.

Men jeg synes ikke, at man er svag, når man hver dag går i krig. Selvom det er en krig imod ens tanker. Man er ikke svag. Man skal til gengæld være pisse stærk for at kunne kæmpe hver evig eneste dag. Også selvom man er træt. Også selvom man har lyst til at give efter for tankerne. Også selvom man ikke kan se en ende på denne krig.

Jeg synes, at folk med en psykisk lidelse er stærke. De er ikke svage overhovedet. Eller vi er ikke svage, da jeg jo er en af dem.

Nogen siger, at det bare handler om at tage sig sammen, når det gælder psykiske sygdomme.
Men tro mig, hvis det handlede om at tage sig sammen, så var jeg ikke syg lige nu.
Hver dag tager jeg mig sammen. Hver dag prøver jeg at kæmpe imod tankerne.
Og hvis det "bare" handlede om at tage sig sammen, hvis det var det, der skulle til før, at man blev rask fra en psykisk sygdom, så tror jeg, at alle psykiske syge ville "tage sig sammen".

Men når man har OCD, så er der en forstyrrelse i et af hjernens signalstoffer. Og det er stoffet Serotonin. Så det handler jo ikke bare om at tage sig sammen.
Man får jo ikke mere af stoffet Serotonin i hjernen ved at "tage sig sammen".

Men det kan være svært for folk at forstå det, at man er styret af ens tanker, fordi "hvordan kan man være styret af ens tanker?"
Er man da ikke herre over ens egne tanker?
Jo i princippet er man jo herre over ens egne tanker, men det er ikke så lige til, når man har OCD.
Jeg får en følelse af, at jeg skal gøre ting for at forhindre, at jeg får det psykisk dårligt.
Så jeg gør en masse ting for at forhindre, at der sker noget dårligt, eller for at forhindre at jeg får det psykisk dårligt. De ting, som jeg gør, det er gentagelser af ting. Som at gå tilbage eller at hoste, når jeg rejser mig fra toilet, fordi jeg hostede, da jeg satte mig ned på toilettet.

Men når jeg er ved Brian, så har jeg en hel del mindre tvangstanker og tvangshandlinger end, når jeg er herhjemme ved mig selv. Herhjemme ved mig selv, der har jeg en del flere tvangshandlinger og tvangstanker. Så det er forskelligt fra sted til sted med hvilke tvangshandlinger og tvangstanker, som jeg har.

Det blev et langt indlæg, men også et indlæg, hvor jeg har åbnet op for, hvordan det er at have OCD.
Eller jeg kan jo ikke tale for alle andre med OCD, men det er sådan, som jeg har det.

Nogen dage er selvfølgelig lettere end andre, men hver dag er en kamp, da jeg har tvangstanker og tvangshandlinger hver dag. Nogen dage er det bare værre end andre.

Jeg håber, at I tager godt imod indlægget(:

Kram Heidi(: