Jeg er kommet hjem fra hospitalet, og jeg har været herhjemme i lidt tid nu.
Jeg har det godt, men jeg er øm i halsen efter at have fået en kikkert undersøgelse.
Først og fremmest rendte jeg og Casper næsten hele hospitalet rundt, fordi jeg havde troet, det var et andet sted, end det egentlig var.
Jeg kommer ind og ligger på en stue, og så kommer en læge og fører mig hen til det rum, kikkertundersøgelse skal laves i.
Da den læge kommer, som skulle udføre undersøgelse, så kigger hun lidt underligt på mig, og spørger, om hun ikke har hilst på mig før, men det havde hun ikke.
Jeg kunne ikke kende hende.
Der var 1 læge og 1 sygeplejerske i rummet. De var rigtig søde, og det gjorde, jeg havde lidt lettere ved at slappe af. Jeg tror i hvert fald, at den ene var en sygeplejerske.
Jeg fik sprayet noget ned i halsen for at bedøve området dernede. Det smagte ikke spor godt, og det føltes, som om min hals hævede, men det gjorde den ikke, sagde lægen. Det var lidt, som når man bliver bedøvet ved tandlægen, så føler man, at ens kind er helt enorm.
Normalt kan man sige ja til at få noget beroligende i et drop ind i ens åre, og det sagde jeg ja tak til. Men så spurgte de, om jeg havde let ved at slappe af og ikke spænde, og det er jeg ikke så god til. Specielt ikke ved halsen, kan jeg forstille mig. Så jeg fik noget ekstra bedøvelse, så jeg blev helt "væk fra vinduet" som jeg plejer at sige.
Til at starte med synes jeg ikke, der skete noget.
Og så kan jeg kun huske små bider.
Jeg fik en tandskinne på, som gjorde at min mund automatisk blev holdt åben, men jeg kan huske, at jeg prøver at snakke, og fortælle at jeg ikke kan tåle ipren osv. Men de forstod ikke, hvad jeg sagde, da jeg havde den i munden. Jeg kan huske, jeg prøvede at blive ved med at sige det, men sygeplejersken blev ved med at sige, jeg skulle slappe af og ikke snakke.
Så tror jeg, jeg kan huske, at den kommer ned i halsen på mig. Men så er det, som om jeg vågner op igen, og der er kikkerten nede i maven. Og jeg prøver at synke, og sygeplejersen står bagved mig og holder om mig og siger, jeg skal prøve at trække vejret stille og rolig, men der går noget tid, før jeg gør det.
Så opdager jeg, at man kan se på en skærm, hvad det er kikkerten viser, og normalt ville jeg få det så dårligt af at se på sådan noget, når det er min egen mave, men her synes jeg, det var spændende, og jeg synes, det var ærgerligt, at jeg først opdagede det til sidst.
Det gjorde mest ondt at få kikkerten op igen.
Så kan jeg huske, jeg er meget omtåget. Jeg ligger og græder, men jeg ved ikke, rigtig hvorfor.
Men jeg var ret omtåget, da jeg blev kørt hen til min opvågnings stue.
Jeg skrev til Casper, at han godt måtte komme, da jeg havde brug for ham.
Af en eller anden grund lå jeg stadig og græd lidt.
Men så efter et godt stykke tid, blev jeg klar i hoved igen.
Jeg er ret øm i halsen, og også i maven, men det er normalt, at man kan have det sådan.
Nu vil jeg snart ind og prøve at sove lidt, da jeg stadigvæk er ret træt.
Men prøverne viste ikke noget. Det er selvfølgelig godt, men jeg havde også håbet, at de kunne finde ud af, hvorfor jeg har så store mavesmerter.
Kram Heidi(:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar