Det psykiske

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst har talt om, hvordan jeg har det psykisk.
Det kører lidt op og ned. Jeg har det stadigvæk med bakterier, når jeg skal være sammen med andre. Med at jeg er bange for at smitte dem. Og det er en belastning at skulle tænke på alt det:/

Jeg synes, jeg har fået mere overskud til at ses med familien og vennerne. Men fx. i denne uge skal jeg besøge min oldemor 2 gange, og hjem til min mor i weekenden, så der har jeg ikke overskud til at lave andet, da jeg også gerne vil have nogle dage herhjemme.
Jeg har det ikke godt med at have en uge, hvor jeg skal noget de fleste af dagene, fordi det bliver hurtig uoverskueligt for mig.

Mareridt har jeg stadigvæk, og jeg ved ikke om det noget psykisk, men synes bare, det er underligt, at jeg nu har haft mareridt næsten hver nat i 14 dage.
Det er ubehageligt, fordi kan blive en del bange, når jeg vågner.

Jeg er en type, der ikke taler så meget om, hvordan jeg har det psykisk, udover med Casper.
Når folk spørger kan jeg godt tale om det, men ja jeg er lidt tilbageholdende, synes jeg.
Fx når jeg skal til lægen eller sagsbehandleren og fortælle virkelig, hvordan jeg har det, så græder jeg altid, fordi jeg har svært ved at skulle fortælle, hvordan jeg har det. Når jeg virkelig skal gå i dybden alting som hos sagsbehandleren, det er rigtig hårdt for mig, fordi så skal jeg virkelig åbne mig op.

Jeg er ellers en meget åben person, men jeg ved ikke, hvorfor jeg lige har det sådan her med det her. Fordi hvis folk spørger mig, hvorfor jeg er sygmeldt, kan jeg sagtens fortælle dem det, og folk må gerne spørge ind til det, men det ligesom bare ja når jeg skal gå i deltajer foran lægen, sagsbehandleren osv, det er hårdt.

Kram Heidi:/