Der blev jeg sur

De sidste par døgn har været lidt hårde for mig psykisk.
I dag har den ikke været så hård.

Forgårs aftes gik jeg og Casper en aftenstur med Fox, og der så vi, at der sad en kat oppe i et træ.
Den sad ret højt oppe. Vi gik hjem for at hente nogle godbider for at se, om vi kunne lokke den ned, men den turde ikke springe. Der kom så en ud fra den bygning, træet stod foran, og jeg spurgte, om han vidste, hvem ejerne var, men det gjorde han ikke, men den sad der tit, så jeg skulle ikke bekymre mig, men jeg bekymrede mig stadigvæk.
Senere om aftnen gik vi derover, og den sad der stadigvæk. Jeg prøvede igen at lokke den ned, men det hjalp ikke. Så kom der en, som boede i den bygning, og ham spurgte jeg også, om han kendte ejerne, og det gjorde han ikke.
Til sidst måtte jeg gå derfra, da klokken var meget sent om aftnen. Jeg græd, da jeg gik derfra, fordi jeg havde det så skidt med, jeg ikke kunne få den ned.

Næste morgen gik vi derhen igen, og den sad der stadigvæk.
Jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse. De ville først komme ud og tage den ned, når der var gået 1 døgn. Normalt når det ikke var så varmt, så skulle der gå 3 dage. Jeg sagde så, at det var rigtig synd, den skulle sidde der en hel varm dag, men det hjalp ikke noget, at jeg sagde det, fordi så fik jeg den smøre igen med, at normal skulle der jo rigtig gå 3 døgn.

Om aftnen ringede jeg så igen, og hun ville kontakte en, der stod for at komme ud og hente katte ned af træer. Jeg ville blive ringet op indenfor en time. Da der var gået over en time, så ringede jeg igen, og hun kunne ikke få fat på ham, men hun ville ringe igen til mig. Da der så var gået over 2 timer, så ringede jeg igen, men der sagde hun, hun havde fået fat i nogen, og en havde været ude og se til katten, men jeg fik numrene på dem, der stod for det.

Jeg ringede til ham, der havde været ude og se på katten.
Og sikke en samtale, jeg havde med ham. Det skal lige siges, at normalt hvis jeg taler med en person, der er sur i telefonen, og jeg ikke kender, så svarer jeg ikke igen.

Men her blev jeg godt nok gal.
Han havde været dernede om eftermiddagen, da en anden havde ringet.
Men den kunne sagtens komme ned. Når en kat kan komme op i et træ, kan den også komme ned.
Jeg fortalte, at det virkede ikke til, den kunne komme ned. Han begyndte at tale om katte godt kan lide at kravle op og ned af træer, og så fortalte jeg ham, at jeg selv har kat, så det var jeg klar over.
Han ville kigge til den næste formiddag, og jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg havde fået at vide af Dyrenes Beskyttelse, at efter 1 døgn ville en komme og tage den ned.
Han ville køre forbi næste formiddag og få en til at tage den ned, hvis den ikke var kommet ned, men det var han sikker på, den var. Jeg sagde så, at det troede jeg simpelthen ikke på, at den var, når den havde siddet deroppe så længe. Jeg fortalte, at hvis vi bare havde en stige, ville vi selv kravle op efter den. Han begyndte at snakke om, at den sikkert ville kravle højere op. Og på et tidspunkt sagde han, at han var sikker på, den kravlede ned, når de satte en stige op, så sagde jeg, at så kom den i det mindste ned.

Jeg var rigtig sur bagefter. Der hævede jeg virkelig stemmen. Jeg begyndte at stor tude bagefter, fordi jeg ikke synes, det kunne passe. Det var den tone, han brugte, jeg ikke brød mig om.

Efter jeg havde talt med min søster, så ringede jeg til Dyrenes Beskyttelse og fortalte, at det simpelthen ikke kunne være rigtig, men hun kunne ikke gøre mere, da sagen var gået videre til dem, der stod for at tage dyr ned fra træerne.
Men jeg begyndte at græde i telefonen, fordi jeg ikke kunne klare, at den skulle sidde der.
Hun var så sød, hende jeg talte med. Hun fortalte, det ikke var første gang, de fik klager over ham, og hun ville sige det videre til chefen.

I dag ringede ham manden så, men jeg havde ikke mobilen på mig, så han lagde en telefonsvarebesked.
Nu var katten kommet ned. Den sad der stadig, da han kom i morges, så han havde lånt en stige og fået den ned. Jeg skrev så tak, fordi han fortalte mig, den var kommet ned, og så skrev han, at det var godt, at nogen tænkte på dyrene.
Så havde tonen pludselig ændret sig.

Katten er kommet ned, og det er det vigtigste. Men det har været nogle hårde døgn. Jeg har grædt så meget. Jeg har haft så ondt indeni, fordi jeg ikke kunne klare, at ingen ville hjælpe den kat.
Vi havde ingen stige, der kunne nå helt derop. Jeg havde også spurgt vores vicevært, om jeg måtte låne hans stige, men han skulle skynde sig ud til en, hvor han nok skulle bruge den, ellers måtte jeg gerne have lånt den.

Da jeg så katten sad op i træet i forgårs, så sagde jeg "Ååh nej."
Fordi jeg vidste, at når jeg først havde set den deroppe, så ville jeg ikke opgive med at få den ned, fordi sådan er jeg. Jeg vidste, det ville gøre ondt psykisk på mig, at den sad deroppe, men jeg kunne ikke opgive at få den kat ned. Jeg drømte om katten de nætter, den sad deroppe. Jeg tænkte på den. Jeg var ked af det næsten hele tiden. Det er rigtig hårdt for mig at se et dyr have brug for hjælp.
Det går mig rigtig meget på, når et dyr har brug for hjælp. Og jeg vidste, da jeg så den, at det ville komme til at gøre ondt indeni mig, indtil den kom ned. Men jeg får det godt indeni bagefter, når jeg har hjulpet et dyr(:

Jeg er lettet over, den nu er nede, fordi nu kan jeg slappe af indeni. Nu kan jeg koncentrer mig om at se en film, om at handle osv.

Kram Heidi(: