Engang var jeg bange

Førhen sov jeg ALTID med fjernsynet tændt, men nu kan jeg ikke falde i søvn, hvis fjernsynet er tændt. Eller det kan jeg godt, men så har jeg svært ved det.

Jeg startede med at sove med fjernsynet tændt, da jeg var ca. 16 år gammel, og jeg gjorde det, fordi jeg var bange for at sove i mørket. Jeg var bange for, at der ville være nogen i rummet, som jeg så ikke kunne se.
Jeg husker, jeg altid sov til Cartoon. Men jeg sov heller ikke 100% igennem, fordi jeg ofte vågnede halvt op, så jeg kunne høre fjernsynet, og så drømte jeg om det fra Cartoon. ( I know, det lyder underligt.)

Selv når jeg havde fyre sovende, så var fjernsynet tændt.
Selv da jeg var 18 år, sov jeg med fjernsynet tændt, fordi jeg var stadigvæk bange for mørket.

Da jeg begyndte at komme sammen med Casper, sov jeg pludselig ikke med fjernsynet tændt længere. Til at starte med ( og et godt stykke tid) var jeg stadigvæk bange for at gå rundt i lejligheden om natten i mørke, når jeg skulle på wc. Men det forsvandt. Jeg kan idag gå ud på badeværelset i mørke midt om natten, fordi jeg ikke er bange mere.
Hvis jeg dog har haft et slemt maridt, beder jeg altid Casper om at gå med, men ellers så er jeg ikke længere bange.

Jeg troede ikke, jeg skulle sove uden et fjernsyn, der var tændt, men nu ja, nu gør jeg det ikke længere, og jeg har ikke gjort det i over 3 år.

Det gav mig en slags tryghed at sove med det tændt, men nu er jeg tryg selv uden fjernsynet er tændt(:

Kram Heidi(: