Plaget af tvangstanker

Det er meget forskelligt fra uge til uge med, hvor meget jeg er plaget af tvangstanker.
I denne uge har det været ret hårdt.

Min hjerne siger en ting, og mit hjerte siger en anden ting. Og det er ikke "bare lige at lade hver" med at lave tvangshandlinger. Jeg er virkelig styret af mine tanker. Det er virkelig hårdt, fordi jeg vil ikke altid det, som min hjerne siger, at jeg skal, og så handler det om bare at kæmpe imod hjernen og dens tanker, men det er ikke bare lige til.

Jeg kan mærke, at jeg i de seneste par uger har fået svære ved at styre mine tvangstanker. Jeg har det med let at overgive mig. Det gør mig ked af det, fordi jeg kan se, at jeg er gået et skridt tilbage i stedet for et skridt fremad. Men jeg håber inderligt, at det vender, så jeg igen kan få lettere ved at kæmpe imod.

Nogle gange har jeg inderligt lyst til at banke mit hoved ind i væggen i håbet om, at der er et eller andet, der falder på plads derinde, så jeg kan blive "normal."
Men jeg banker selvfølgelig ikke hovedet ind i væggen, men nogen gange er jeg så desperat efter at få det bedre, at jeg tænker, at det kunne jo være, at der sad et eller andet løst inde i hovedet på mig.

Men det ved jeg jo godt ikke passer. Når man har OCD så mangler man et stof i hjernen, som hjernen normalt producer, og det stof får man jo ikke bare mere af ved at banke knolden ind i væggen.

Så jeg kan mærke, at jeg er begyndt at få det dårligere med min OCD for tiden, og det gør mig rigtig ked af det, da jeg ellers synes, at det gik så godt i en periode.

Jeg håber bare inderligt, at det snart vender igen:/

Kram Heidi:/