Onsdag morgen blev jeg vækket kl. 5.15, hvor jeg fik at vide, at min Olde var røget på hospitalet og lå i respirator. Hun havde haft ringet til sin nabo og sagt, at hun ikke kunne få vejret, og han kom op til hende og kunne ikke få kontakt med hende. Han fik ringet efter en ambulance, hvor de lagde hende i respirator på vej ind til hospitalet.
Jeg, min mor og lillesøster kom derind. Og der var hun ved at vågne op fra det beroligende, som de havde givet hende, da hun skulle have scannet hjernen. Hun havde haft en stor blodprop i hjertet. Og de mener, at det var gået et par dage siden, at hun fik den. Og at hjernen ikke havde fået nok ilt, og at hun derfor var blevet lammet i halvdelen af kroppen. Jeg fik øjenkontakt med hende, og jeg talte til hende. Hun kunne ikke snakke.
Jeg skulle rigtig have haft besøgt hende om tirsdagen, men jeg aflyste, da jeg skulle arbejde. Og det fik jeg så dårlig samvittighed over. Jeg undskyldte til hende, og så kiggede hun på mig og krammede mig. Og der fik jeg følelsen af, at hun ville have sagt, at det skulle jeg ikke have det dårligt over. Det var den måde, som hun kiggede på mig på, og det at hun prøvede at kramme mig.
Jeg var ved hende hele tiden undtagen, da jeg skulle køre min mor og lillesøster hjem, og jeg skulle lufte Fox og hente min computer, oplader og medicin. Jeg sov i en lænestol den nat. På et tidspunkt vækker min moster mig og siger, at nu tror hun, at det er snart. Jeg sætter mig ved Olde og holder om hende og hviler mit hoved mod hendes, og der trækker hun vejret for sidste gang.
Jeg savner hende så meget. Hun var en af dem, som jeg var tættest med i min familie.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det hele uden hende. Hun var den, som jeg ringede til, når jeg var ked af det, og når jeg var glad. Hun har hjulpet mig så meget, og hun har lært mig så meget.
Og så var hun så glad for Fox. Og han var så glad for sin Tipoldemor.
Hun købte julegaver, fødselsdagsgaver og bare gaver til ham. Når vi skulle spise der, så satte hun en ekstra tallerken frem til Fox. Hun spurgte altid, om han ikke også skulle have noget kage eller noget dessert.
Hun skal begraves på torsdag. Jeg prøver faktisk ikke at tænke så meget. Men det er svært, da jeg er en, der tænker konstant. Men jeg prøver at tage en dag af gangen.
Men jeg har allerede flere gange nået at tænkt "Jeg ringer til Olde".
Men så er det gået op for mig, at det kan jeg jo ikke.
Hun blev 91 år. Og det var en god alder. Men noget i mig havde bare troet, at jeg ville have hende i meget længere tid, da hun altid var frisk. Jeg havde selvfølgelig i baghovedet, at jeg en dag ville miste hende, men alligevel havde jeg en forestilling om, at jeg skulle have hende i mange år endnu.
Jeg ville bare lige fortælle jer den dårlige nyhed):
Kram Heidi):
Ingen kommentarer:
Send en kommentar