Babyerne hjælper mig i min kamp mod min OCD

Casper og babyerne er en kæmpe støtte for mig i min kamp mod min OCD.

Hvordan babyerne er en kæmpe hjælp i min kamp, det vil jeg gerne fortælle jer om i dette indlæg.
Jeg sad og havde det psykisk dårlige lige før, og når jeg har det, så går jeg nogen gange ind og ser på billeder af babyerne. Jeg har et helt album på computeren kun med billeder af babyerne.
Der sidder jeg så og kigger på de mest sjoveste af babyerne.
Det gør mig glad at se de billeder. Ofte kan jeg også huske, hvad der skete i det øjeblik, at billedet blev taget.

Men jeg sad lige før og kiggede på nogen sjove og kære billeder af babyerne.

Her får I nogen af dem, der hjalp mig til at få et smil på læberne.

For nogen år siden der kom jeg en dag ud på terrassen, og der fandt jeg Simba liggende halvt inde under solvognen, mens han lå og sov.

Det her billede har godt nok fået mange smil frem hos mig.
En dag da det regnede, der kiggede jeg ud af terrassedøren, og der sad Simba drivvåd i krukken med tomater. Planten var meget vissen, så at give ly for regnen, det kunne den ikke.
Simba kom selvfølgelig ind og blev tørret med det samme.

Men når jeg skal have taget billeder, hvor jeg skal smile naturligt, hvor det ikke skal ligne en reklame for en ny tandpasta, der tænker jeg altid på den gang, hvor jeg fandt ham i krukken med tomater.
Det får altid et smil frem på læberne. Eller hvis jeg har et psykisk dårligt, så tænker jeg også nogen gange på den gang, da jeg kommer til at tænke på noget andet og bliver lidt mere glad.

Denne kasse havde vi ofte sodavand i. Simba kunne godt lide at ligge i den, når den var tom.
Fox plejede til gengæld ikke at ligge i den. Men en dag da vi ikke kunne finde ham, der opdagede vi, at han lå og sov så sødt i kassen. Hovedet skulle ligge helt op af kanten, selvom der var masser af plads i kassen. Så skulle han ligge med hovedet op mod kanten.

En dag havde vi været i Bilka, hvor jeg havde fået det virkelig psykisk dårligt.
Da vi kommer hjem, der træder jeg ind i stuen, og der ligger Nala og sover bag puden.
Sådan lå hun, da jeg kom ind i stuen.
Den hvide pude havde jeg sat op på ryglænet. Hun må have haft lagt sig på den anden pude, og så må den hvide pude være faldt ned over hende, hvor hun så bare er blevet liggende.

Fox skulle selvfølgelig have fat i den største pind, som han kunne finde.

En dag da jeg kom ind i soveværelset, så lå Nala nede og sov i denne vasketøjskurv, som vi havde sengetøj liggende i. Jeg opdagede hende ved hendes strittende pote.

Babyerne får mig altid i godt humør. Bare det at de er der hver dag.
Men når jeg har det psykisk dårligt, så hjælper det, når de laver skøre ting, fordi så glemmer jeg i det øjeblik, at jeg har det psykisk dårligt. Og så får jeg mine tanker hen på noget andet.
Fordi så vil jeg lige tage et billede af det, som de nu laver osv.

Det betyder mere for mig, end hvad folk måske umiddelbart vil tro.
De 3 babyer, de gør en verden til forskel i min kamp mod min OCD.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem. De er der for mig. De får mig til at tænke på noget andet. De får mig i gang. De får mig til at skulle komme ud hver dag. Jeg skal tænke på nogen andre end mig selv. Selvom jeg måske har den mest lorte dag, så har jeg nogen, som jeg skal tænke på før mig selv. Jeg skal ud med Fox uanset hvordan, jeg har det. Jeg skal sørge for babyerne uanset hvad.
Og det er det, der får mig til at opretholde en hverdag på de dårlige dage. Ellers havde jeg bare ligget i sengen hele dagen, hvis jeg ikke havde babyerne. Altså jeg ville ikke ligge i sengen hver dag. Men de på de dårlige dage. Jeg kan selvfølgelig godt ligge meget af dagen inde i sengen, men jeg skal udenfor. Jeg skal ud med Fox. Og jeg skal sørge for babyerne.
Der er nogen, der er afhængige af mig. Så kan det godt være, at jeg har det dårligt, men der kniber jeg ballerne sammen og kommer ud fra sengen.

Babyerne gør meget mere for mig i min kamp, end hvad de tror. Samtidig gør de, at jeg ikke føler mig alene. Jeg har altid dem ved mig. I perioder arbejder Casper meget.
Og jeg tror, at jeg var blevet sindssyg af at skulle være alene i så mange timer hver dag.
Her har jeg babyerne, som jeg skal tage mig af, og som jeg går og snakker med.
Ja, jeg snakker med babyerne. Endda utrolig meget. Nok mere end hvad gennemsnittet af folk snakker med deres dyr.

Casper og babyerne er de bedste, som jeg har. Og jeg mener det virkelig, når jeg siger, at jeg ikke aner, hvad jeg skulle gøre uden dem.

Kan jeres dyr også gøre jer glade, hvis I er kede af det(:

Kram Heidi(: