At være styret af sine tanker

Det er noget "sjovt" noget det med at være styret af sine tanker.
Når jeg skriver "sjovt", så mener jeg ikke som i morsom. Men tænk at man kan være styret af ens egne tanker.
Nogen vil nok sige, at man da bare skal lade hver med at lytte efter ens hoved.
Men det er bare så skide hamrende svært. Det er ikke bare at lade hver.
Jeg er styret af en angst. En angst for at der sker noget dårligt, hvis jeg lader hver.
Det er forskelligt fra, hvad jeg er bange for, det kan ske.

Hvorfor vasker jeg hænder så meget?
Jeg dør jo højst sandsynligt ikke af bakterier bare, fordi min hånd rører indvendig af en fryser.
Men jeg tror skam heller ikke, at jeg skal dø, fordi jeg får bakterier på mig.
Jeg føler mig bare så uren, når jeg har bakterier på mig. Eller når jeg i mit hoved har bakterier på mig.
Mit hoved har ligesom sat fast hvilke ting, der er bakterier på.
Jeg føler mig uren. Jeg får lyst til at vaske mine hænder, så bakterierne fra fryseren kan komme væk. Så jeg igen kan være ren. Så jeg igen kan røre ved min mobil uden at tænke på, om jeg overfører bakterier på den.

Ja, det er skide åndssvagt, at jeg ikke kan røre ved noget uden, at jeg skal lave det om, fordi jeg lige kom til at tænke på noget, som jeg ikke må tænke på.
Eller at jeg skal tage mine kontaktlinser ind og ud af øjet, når jeg sætter dem i. Bare for lige at være helt sikker på, at kontaktlinserne vender rigtigt.
Mit hoved bilder mig ind, at jeg ikke så godt nok efter, da jeg tog linserne i første gang.
Jeg kigger altid, om de vender rigtigt. Altså linserne.
Men en gang er skam ikke nok. Det skal være to gange.

Jeg kan jo godt se, at det er ulogisk. Jeg kan godt se det.
Men når jeg står i angsten, så har den overtaget. Så er det den, der styrer.
Mit hjerte prøver at kæmpe imod. Men det er, som om hjernen har en hær på 20 mænd, og mit hjerte har kun en hær på 1 mand.
Men jeg kæmper imod. Og ved nogen ting har jeg lettere ved at vinde kampen end ved andre.
Men det handler bare om at kæmpe imod.
Men det at kæmpe imod er skide svært.
Fordi når jeg nogen gange er ved at vinde en kamp, så kommer angsten fra sidelinjen og sparker mig ned.
Og så får hjernen overgrebet over mig igen.

At være styret af sine tanker er ikke bare noget pjat.
Det er ikke bare at lade hver. Der foregår så mange ting oppe i knolden på en, der er styret af sine tanker.
Eller det gør det i hvert fald for mig.

Altså hvor er trykknappen henne, hvor man trykke på lydløs, så jeg kan få et break fra tankerne?
Den knap er skide svær at finde.
Mine tanker kører på fulde drøn. Ikke engang i mine drømme har jeg fred fra tvangstankerne.
Jeg har mareridt om tvangstanker. Er heldigvis ikke så tit, at det sker.
Jeg har selvfølgelig fred fra mine tanker engang imellem.
Fx da vi var ude og fodre tapirer. Der tænkte jeg ikke sådan. Der nødt jeg bare øjeblikket og bare lyttede til, hvad dyrepasseren fortalte.

Men ja, jeg skal kæmpe imod. Jeg skal vinde denne kamp.
Jo mere jeg kæmper imod, jo lettere er det at få sat tankerne på lydløs.

Jeg får altid så dårlig samvittighed, når jeg skriver disse indlæg, fordi jeg føler, at jeg får det til at lyde som om, at jeg ikke har et godt liv.
Jeg er glad for mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har Casper og babyerne.
Jeg er glad for alt det, som jeg har i mit liv.

Jeg er bare styret af mine tanker. Og det fylder en del i mit liv. I vores liv.
Jeg taler selvfølgelig ikke om tvangstanker med Casper hele tiden, men når jeg ikke gør det,
så er det, at tankerne farer rundt i knolden på mig.

Jeg elsker mit liv. Jeg har bare en sygdom at kæmpe med.
Den sygdom gør intet godt for mig. Jeg hader at være syg.
Jeg hader, at den skal styre mit liv. Jeg hader, at jeg ikke har overtaget over mine egne skide tanker.
Jeg hader, at jeg tænker hele tiden. Jeg hader min sygdom.

Jeg elsker til gengæld Casper og Babyerne. Jeg elsker mit liv, hvis man ser bort fra min OCD. Jeg elsker vores nye hus og have. Jeg elsker, at jeg har min blog. Jeg elsker mit arbejde som freelance tekstforfatter. Jeg elsker min kærlighed til dyr. Der er mange ting, som jeg elsker.
Jeg kæmper bare med denne sygdom ved siden af. En sygdom som styrer mine tanker.

Håber, at I tager godt imod mit ærlige indlæg(:

Kram Heidi(: