Snart til London

På torsdag i næste uge der rejser jeg og Casper til London sammen med Caspers forældre, hans to brødre og den ene brors kæreste.
Det er første gang, at jeg skal ud at flyve. Og det er jeg meget spændt på at prøve.
Jeg lider af ufattelig meget højdeskræk. Jeg kan ikke engang gå på en badebro, fordi jeg føler, at jeg bliver helt svimmel. Men jeg tror, at det er noget andet med at flyve, fordi der er jeg lukket inde. Jeg har det svært med højder, hvor jeg ligesom er ude i det fri. Fx et pariserhjul i et tivoli, hvor der ikke er glas rundt om den kurv, som man sidder i. Det har jeg det ufattelig svært ved.
Jeg prøver dog ikke at tænke på flyveturen, fordi jeg vil ikke hidse mig selv for meget op. Og jeg tror ærlig talt ikke, at det bliver et problem.

Jeg prøver generelt ikke at tænke for meget på, at vi skal til London. Jeg kommer sådan til at savne babyerne. Jeg ved, at der bliver passet godt på dem, men jeg har virkelig svært ved at skulle væk fra dem. Jeg er bange for, at det bliver hårdt for mig psykisk at skulle være "så meget på" hele tiden. Altså at det ikke kun er mig og Casper. Så jeg er på, på en måde. Og det kan jeg godt have meget svært ved psykisk at være i længden, da det dræner mig for energi. Og så glæder jeg mig samtidig, så derfor prøver jeg heller ikke at tænke på det.
Men jeg får virkelig svært ved det med at skulle undvære babyerne. Det kommer til at gøre ondt i mig. Og der kan jeg jo heller ikke bare græde, når det passer mig, fordi Caspers familie er sammen med os. I forhold til hvis det bare havde været mig og Casper, så kunne jeg godt græde, når det passede mig.
Så der bliver en del udfordringer på denne rejse. Og jeg er bange for, hvordan jeg reagerer, når vi kommer hjem igen. Jeg er bange for, at jeg går helt amok med mine tvangshandlinger. Jeg håber det ikke. Jeg håber ikke, at jeg får det så psykisk skidt, som jeg frygter.

Så jeg prøver virkelig ikke at tænke for meget over, at vi skal til London, fordi ellers så tænker jeg nemlig på, hvor meget jeg kommer til at savne babyerne, hvordan det bliver psykisk, og på hvordan jeg reagerer, når jeg kommer hjem ang. tvangshandlinger.
Og så prøver jeg heller ikke at tænke på alle de lækre ting, som jeg skal shoppe over i London.

For et par uger siden der lå jeg et par nætter inden, at jeg faldt i søvn og lå og tænkte på, hvad jeg gerne ville købe i de forskellige butikker osv. Og så endte jeg med at sove mega dårligt de nætter.
Jeg tror, at jeg sov dårligt, fordi jeg var så spændt på at skulle shoppe en masse.
Så det prøver jeg ikke at tænke så meget på, fordi så får jeg ikke sovet.

Vi kommer til at opleve en masse gode ting. En masse ting som vi gerne vil se. Og vi får nogen dejlige minder.
Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal af sted, men der er også mange udfordringer med det, nu når jeg er psykisk syg. Men jeg har vidst det i over et halvt år, at vi skulle til London, så jeg har haft lang tid til at forberede mig på, at vi skal af sted med nogen andre. Og det har været godt, at jeg har haft så lang tid til det, da jeg godt kan lide at vide tingene i god tid, og at jeg kan forberede mig på dem.

Er der noget, som I kan anbefale at se, når man er i London(:?

Kram Heidi(: