En af de hårde dage

Nogen dage er okay, hvor andre dage er mega hårde. Her tænker jeg sådan følelsesmæssigt.
I dag er det en af de mega hårde dage. Jeg skulle finde nogen billeder af Simba og Nala til min nye header, men lige pludselig så sad jeg og kiggede på billeder af mig og Casper.

Det var dumt gjort. Jeg har undgået at kigge på de billeder. Jeg troede, at jeg var nogenlunde parat til det, men da jeg nåede halvvejs igennem billederne, så løb der stille tårer ned af mine kinder.
Jeg var ikke parat til at se de billeder.

Og sandheden er, at jeg mest af alt har lyst til at kigge på billederne igen, selvom jeg ved, at det vil gøre ondt. Men jeg er så ufattelig god til at banke selv oveni knolden. Jeg er typen, hvis jeg får en hammer i hånden, så bruger jeg den ikke til at banke et søm ind i væggen med. Nej, jeg bruger den til at banke mig selv oveni knolden. Det kan godt være, at jeg har ondt i hovedet i forvejen, men jeg vælger alligevel lige at banke mig selv lidt mere i hovedet med hammeren. Altså I må ikke tro, at kan finde på at banke mig selv i hovedet med en hammer.
Men nogen gange føles det sådan. Som om jeg lige skal give mig selv mere smerte.

Jeg savner det, som jeg havde. Jeg havde alt. Jeg synes, at mit liv var perfekt. Hvis man ser bortset fra min OCD. Det var begyndt at gå bedre med min OCD. Jeg var blevet mere glad.
Så en aften der brød hele min verden sammen.

Jeg er så taknemmelig for, at jeg har min lille Fox. Fordi jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Han er den, der får mig til at komme igennem det her. Jeg har ham at tænke på. Og det er ham, som jeg kæmper for.
Det hele skal nok gå, fordi det skal det for Fox' skyld.
Det er ham, der holder mig oppe. Han er min redningsvest, så jeg ikke drukner.

Et par gamle billeder af mig og Fox.

Denne lille glade gut, han betyder alt for mig. Han er mit et og alt.
Jeg ville ikke kunne komme igennem det her uden ham.

Jeg savner Simba og Nala så ufattelig meget. Jeg har selv svært ved nogen gange at snakke om dem.
Jeg tilbragte meget tid med dem, fordi jeg arbejder hjemmefra.
Og så er de jo mine børn. Mine dyr er mine børn.

Så som I kan høre, så er det hele hårdt for tiden. Men jeg tager en dag af gangen. Mere kan jeg ikke overskue.

Casper og jeg har oplevet så meget sammen. Alt minder mig om ham. Det er klart, at det gør ondt.
Vi havde været sammen i 7,5 år. Vi fandt sammen, da jeg var 18 år.
Og jeg troede helt seriøst, at vi skulle blive gamle sammen.
Det var ham, som jeg skulle giftes og have barn med.

Jeg tror på, at der findes en eneste ene til os alle. Casper var min eneste ene.
Det lyder deprimerende, men det er det faktisk også.

Men jeg og Casper er rigtig gode venner. Så han kommer selvfølgelig til at se Fox, og jeg kommer til at se Simba og Nala.
Vi kan sagtens snakke sammen, og vi skal også ses som venner på et tidspunkt.
Han er det menneske, der kender mig allerbedst. Og nej, ikke engang min tvillingsøster kender mig lige så godt, som Casper gør.

Men jeg er ikke så depri hver dag, som jeg lige er i dag. Det svinger meget.
Nogen dage er jeg glad, og nogen dage der skal intet til for at vælte mig af pinden.

Men det var rart at få skrevet alle tankerne ned(:

Kram Heidi(: