Lidt om det psykiske

En gang var der ikke meget tilbage af mig selv.
Altså af mit psykiske-jeg, ikke det fysiske.

Tvangstankerne og handlingerne begyndte at tage mere og mere over.
For hver dag begyndte den gamle Heidi at forsvinde.
For hver dag mærkede jeg, at jeg forsvandt mere og mere væk.
Den Heidi jeg kendte, var der ikke meget tilbage af.

Tvangstankerne, tvangshandlingerne og angsten stod med magten.
De bestemte. De bestemte alt.
Jeg tænkte på tvangshandlinger 90 % af tiden.
Når jeg og Casper på fjernsyn, så satte jeg hele tiden filmen/serien på pause, fordi jeg blev nødt til at tale omkring tvangstankerne, fordi de dukkede op hele tiden.
Min hjerne prøvede at overtale mig 90% af tiden til at få mig til at lave flere tvangshandlinger.
Når jeg sov, der drømte jeg også ofte om tvangshandlinger, hvor når jeg så vågnede op, så var jeg helt i tvivl, om jeg havde lavet de tvangshandlinger, men jeg fandt ud af, det heldigvis bare var en drøm.
Når Casper var kørt på arbejde om morgnen, så 3 minutter efter så kunne jeg ringe til ham, fordi jeg havde brug for at få bekræftet, at jeg ikke skulle lave tvangshandlinger.
På en dårlig dag kunne jeg ringe mange gange til Casper.
Nogen gange ringede jeg 3 gange på få minutter.
Om natten vækkede jeg ham nogen gange, fordi jeg havde brug for at få bekræftet, at jeg ikke skulle lave tvangshandlinger.


Jeg var psykisk udmattet hele tiden. Det tog så meget energi at gå og tænke over de tvangshandlinger, tankerne ville have mig til.
Der var altid en kamp i gang inde i hoved på mig.

Da jeg havde gået noget tid ved min psykiater, der begyndte jeg at få nogen piller.
Jeg kunne hurtigt mærke en forbedring.
Jeg havde stadigvæk mange tvangstanker, men jeg fik bedre ved at styre dem, og det gik relativt hurtigt med, at jeg havde reduceret nogen af mine tvangstanker.
Jeg begyndte at kunne gøre flere normale ting.
Jeg begyndte at kunne sove uden at have mareridt om tvangstankerne.
Jeg begyndte at kunne se et helt afsnit af en serie med Casper uden, at jeg skulle sætte den på pause.

Jeg er langt fra rask.
Men jeg har fået en del af mig selv tilbage.
En del af den gamle Heidi er kommet tilbage.
Jeg laver stadigvæk tvangshandlinger hver dag.
Men den gang hvor min sygdom lå på det højeste, der brugte jeg mindst 2 timer om dagen på at lave tvangstanker. Ofte kunne jeg godt bruge 45 minutter af gangen. Og det var altså kun på en tvangshandling.
I dag bruger jeg på en god dag højst 15 minutter på tvangshandlinger.
Nogen dage driller mine tvangstanker mig mere end andre dage, så det er forskelligt, hvor meget tid jeg bruger på at tænke på det.

Når jeg er i en dårlig periode, hvor hjælper det at tænke tilbage på for 1 år siden, hvor jeg havde det så dårligt, hvor jeg næsten ikke kunne nogen normale hverdags ting uden at lave tvangshandlinger, så får jeg det godt ved tanken om, hvor langt jeg er kommet på 1 år.

Det var lige et lidt langt og personligt indlæg omkring, hvordan det har været med min OCD, og hvordan det er nu.

Kram Heidi(: