Tankerne i mit hoved

Mine tvangstanker kører meget rundt oppe i hovedet på mig.
I går da jeg var i bad, så kan jeg ikke huske, om jeg fik vredet svampen første gang efter, at jeg havde brugt den. Jeg skal bruge den to gange og vride den for sæbe to gange.
Men det kunne jeg bare ikke huske, om jeg havde fået gjort to gange.

Jeg følte mig trist. Jeg tænkte over det. Til sidst smed jeg den svamp ud, så skulle jeg ikke tage stilling til,
hvad jeg skulle gøre med den.
I dag havde jeg glemt det med svampen lidt.
I dag kom jeg i tanke om en tvangshandling om en af mine kontaktlinser.
Så det tænkte jeg en del på tidligere.

Sådan er der mange ting, der er for tiden.
Tvangstankerne presser sig på.
Ligesom hvis en står og banker på din dør. Du lukker ikke op, fordi du vil ikke tale med personen.
Men personen bliver ved med at banke på den dør.
Til sidst bliver du irriteret og frustreret over den banken, så har du nogen valgmuligheder.
Den "lette" løsning er at gå ud og åbne døren, men det løser jo ikke helt problemet, fordi så bliver du nødt til at tale med den person.

Den "svære" løsning er, at du holder ud.
Du bliver ved med at holde ud indtil, at den banken holder op.
Men selvom du holder dig for ørerne, så kan du stadig høre den banken.
Som om den er inde i hoved på dig.
Men den sidste løsning er den bedste løsning, fordi når personen er gået sin vej, så holder banken op.
Så kan du slappe af. Men frygten for om personen vender tilbage sidder i dig.

Den sidste løsning er den mest holdbare og bedste løsning i længden.
Efter noget tid vil personen ikke komme og banke på mere, fordi du netop har ladet hver med at gå ud og lukke op.
Men det er også den sværeste, fordi du skal kæmpe.
Du skal kæmpe, selvom du føler, at du er ved at blive tosset af den banken.
Du skal kæmpe, selvom du føler, at det er lettere bare at give op.
Du skal kæmpe, selvom du tænker, om det nogensinde vil holde op.

Det er den sværeste og hårdeste løsning, men det er den bedste løsning.

Okay, måske er det ikke lige så alvorligt med en, der banker på døren.
Men det er for at beskrive, hvordan det er, når ens tvangstanker bare presser på.

Det er hårdt for tiden, og jeg har let ved at give op.
Jeg har let ved at tage den  "lette" løsning med at give op og bare lave tvangshandlingerne, men jeg vil jo heller ikke lave tvangshandlingerne. Og hvis jeg giver op og bare laver dem, så har jeg lettere ved at give op næste gang og næste gang og sådan kan det blive ved.

Jeg må kæmpe imod.
Men det er så svært, når man står midt i det.
Angsten fylder ens krop op, og tankerne kører rundt i hovedet på en.
For hvad nu hvis med ditten og hvad nu hvis med datten.
Sådan nogen ting kører rundt i hoved på mig, når tankerne er der.

Jeg havde brug for at komme ud med det.
Samtidig vil jeg gerne være åben omkring det at være syg med OCD,
da jeg gerne vil sætte mere fokus på det.

Kram Heidi:(