Al den støtte jeg får

Når tvangstankerne virkelig kører rundt oppe i hovedet på mig, og jeg virkelig har brug for en, der forstår mig. En der forstår angsten.
Så ringer jeg til min tvillingsøster, Kamilla.
Kamilla lider selv af OCD.

Hun ved, hvad jeg mener, når jeg fortæller om det.
Hun kender til angsten.
Hun kender til det med, at man bliver ved med at lave en tvangshandling indtil, at det "føles" rigtigt.
Den følelse er svær at beskrive for dem, der ikke selv har oplevet det.

Kamilla forstår mig. At jeg har en, der præcis ved, hvad det vil sige at have OCD, som kender til angsten, som kender til uroen inde i en, og som kender til at ens tanker begynder at overtage det hele.

Hun forstår nøjagtig, hvad jeg mener, fordi hun oplever selv angsten. Hun oplever selv det at blive styret af ens tanker.

Nogen vil måske tro, at når jeg og Kamilla snakker sammen om vores tvangstanker og tvangshandlinger, at vi måske vil sidde og sige til den anden, at vi også synes, at den anden skal lave de tvangshandlinger og sådan. Men sådan er det nemlig slet ikke.
Når Kamilla fortæller mig om en tvangstanke eller en tvangshandling, så tænker jeg som en rask person. At der ikke sker noget ved, at hun lader hver med at lave den tvangshandling.
Kamilla har det på samme måde, ved jeg.
Så når jeg har brug for Kamilla at tale med, så giver hun mig råd som en, der ikke selv lider af OCD, men hun kan samtidig sætte sig ind i, hvad det er, jeg mener omkring, at tankerne styrer mit hoved.

Caspers, babyernes og min mors støtte betyder også alt for mig.
De støtter mig så meget, selvom de ikke helt kan sætte sig ind i det, som Kamilla kan.
Men de støtter mig på hver deres måde, og det betyder så meget for mig at have deres støtte.

Casper er der altid for mig, og han prøver altid at være så tålmodig med mig, og han prøver altid at forklare mig, at der ikke er noget logisk ved det, jeg siger med tvangstankerne og tvangshandlingerne.
Han er god til at berolige mig. Til at trøste mig. Han er god til at få mig til at se tingene fra et andets perspektiv.

Babyerne ( vores dejlige dyr) støtter mig også. Det at jeg har dem ved mig, når jeg går herhjemme, det gør, at jeg ikke føler mig ensom. At jeg har dem at give min kærlighed til, at lege med, at forkæle og at snakke med i løbet af dagen. De er gode til at give mig et smil på læberne, når de laver et eller andet sjovt.

Min mor er også god til at fortælle mig, når der er noget, der ikke er logisk omkring mine tvangstanker og tvangshandlinger. Hun kan også få mig på andre tanker, når jeg er ked af det. Så taler vi om hendes hund, Vaks, da jeg ofte spørger til, hvordan han har det, eller hvad han laver osv.

Kamilla er god til at få mig til at tænke på noget andet end tvangstanker og tvangshandlinger.
Hun kan sådan få mig til at grine, når hun fortæller noget sjovt(:

Den støtte jeg har er uundværlig, og jeg er så taknemmelig for, at jeg har deres støtte(:

Kram Heidi(: