Tid ved psykiateren

Her om en times tid skal jeg til psykiater, og jeg har ærlig talt ikke den store lyst til at skulle derhen.
Jeg er nervøs, fordi jeg vil fortælle min psykiater, at jeg ikke synes, at jeg har fået særlig meget ud af at gå der.

Selvfølgelig har jeg fået det meget bedre, fordi jeg begyndte på de piller, som jeg får nu.
Jeg er også kommet af med 2 tvangshandlinger, fordi vi har haft talt omkring, hvordan jeg skulle komme af med lige præcis de 2.
Men ellers har vi ikke arbejdet videre med mine tvangstanker og tvangshandlinger.

Hun vil ikke give mere medicin foreløbig, fordi hun mener, at vi skal arbejde videre ved at snakke, men nu har jeg gået der i 1.5 år. Vi taler kun om hver gang med, hvad der er sket siden sidst.

Jeg mener, det er spild af min tid og hendes tid, hvis der ikke sker mere.
Så kan min læge ligeså godt udskrive min medicin.
Jeg får mere ud af at tale med min læge end med min psykiater.
Han gør noget ved tingene hurtigt som fx. med min træthed.
Nu har jeg og min psykiater talt om min træthed de sidste par måneder, og vi er ikke kommet længere end, at hun synes, at jeg skal gå i seng på et bestemt tidspunkt hver aften og stå op på et bestemt tidspunkt hver morgen.

Jeg er nervøs for at fortælle hende det. Jeg er ikke særlig god til at "konfronterer" andre.

Casper skal med derhen i dag. Ikke fordi jeg skal sige alt det der til hende, men fordi hun havde sagt, at jeg engang gerne måtte tage ham med.
Og så har jeg og Casper haft talt om, at det skulle være i dag i noget tid.
Men jeg må også indrømme, at jeg er mere tryg ved at skulle sige de ting til hende, når han er der.

Jeg vil prøve at tænke på noget andet. Ellers bliver jeg så nervøs.

Kram Heidi(: