Sandheden om det hele

Jeg er forvirret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke.
Jeg er på en måde trist. Eller jeg er ikke så trist mere. Kun når jeg tænker på det.

De sidste par gange synes jeg ikke, at jeg har fået noget ud af at være ved min psykiater.
Lige fra starten har, der har jeg højst været inde i 20 min. af gangen, og det synes jeg ikke er særlig meget.
Gennemsnitlig er det 15 min. jeg er inde.
Det er ikke meget, man kan nå at snakke om på 15 min. hvis man lige skal tale om,
hvordan det er gået siden sidst, så er de 15 min. gået.

Sidste gang sagde hun, at hun ikke synes, at jeg skal fortælle Casper om de tvangstanker og tvangshandlinger, der popper op i hoved på mig, fordi enhver sygdom kan ødelægge et forhold.
Jeg ved godt, at det kan være hårdt for et forhold, men der er jeg ikke enig.
Når man er syg, så er det da netop vigtigt, at man kan tale med sine nærmeste om sine tanker, følelser og sin sygdom. Det vil jeg mene.
Det er i hvert fald det, jeg har brug for.

Men en anden ting er, ( det har hun så sagt flere gange) at, jeg skal regne ud med, hvor lang tid om ugen, jeg bruger på tvangstanker og tvangshandlinger. Lad os sige, at det er sammenlagt 4 timer om ugen.
Så selvom jeg har alle de der små tvangstanker og tvangshandlinger, som der er begyndt at dukke mere op, så skal jeg tænke, at så lang tid bruger jeg jo heller ikke på tvangstanker og tvangshandlinger.
Det er jo "kun" 4 timer om ugen. Men det kan jeg da ikke se, at fordi det "kun" er 4 timer om ugen,
at det er i orden, at jeg laver alle mulige små tvangshandlinger. Fordi de bliver bare ved med at komme, hvis jeg bliver ved med at lave dem, så til sidst er det tal jo ikke "kun" på 4 timer om ugen mere.

I dag var jeg heller ikke tilfreds eller ret glad, da jeg gik derfra.
Jeg har skulle udfylde et søvnskema, fordi jeg havde talt med hende om, at jeg altid var så træt.
Og at det virkelig går mig på.
Jeg har været kronisk træt i snart 4 år. Derfor er jeg også gået til lægen med det, da jeg har fået en ny læge.
Men hun ville have, at jeg skulle stoppe med at sove om eftermiddagen, og det kan jeg ikke.
Hvis jeg ikke får sovet om eftermiddagen, så har jeg utrolig svært ved at komme igennem dagen.
At kunne styre mine tvangstanker og tvangshandlinger.
Men hun sagde, at jeg ikke kunne tillade mig at være frustreret over, at jeg ikke får sovet om natten,
fordi jeg tillod mig at sove om dagen. Så hvis jeg ville sove om dagen, så måtte jeg accepterer, at jeg ikke kan få sovet godt om natten.
Jeg begyndte at græde derinde.
Jeg ved godt, at det nok bare er en ond cirkel, jeg skal ud af.
Det har min mor også sagt til mig, men jeg har ikke mulighed for at kunne klare ikke at sove hver dag.
Jeg har prøvet ikke at sove om dagen, og jeg ved, hvordan jeg får det.
Hun sagde, at hvis jeg ikke var frustreret over, at jeg ikke sov godt om natten, hvorfor kom jeg så og talte om det. Så sagde jeg, at det gjorde jeg, fordi hun havde bedt mig om at udfylde det søvnskema.
Hun spurgte også, om at hvis jeg ikke var frustreret, hvorfor jeg så havde gået til lægen for at få sovepiller.
Altså jeg bad ikke om sovepiller. Det var min læge, der forslog mig dem.
Han ville prøve at se, om hvis jeg fik en god nat søvn uden at vågne så mange gange, som jeg gør,
om jeg så ville have et behov for at sove om eftermiddagen.
Han har sagt til mig, at når man vågner 4-5 gange om natten, og det ofte tager 30 minut. hver gang for at falde i søvn, og man får 5-6 timers søvn om natten, så er det klart, at man er træt næste dag, og at man har brug for at sove om eftermiddagen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. Og det er ikke, fordi hun ikke er enig med mig, fordi hun har næsten aldrig været enig med mig, men det har ikke gjort mig så meget, fordi hun fik mig til at se det fra andre synspunkter af, og det synes jeg jo var fint.

Jeg har talt med hende om, hvad hun mener, der skal ske sådan i fremtiden. Om jeg skal på noget mere medicin. Hun sagde, at det godt kunne ske, at jeg skulle på mere medicin senere.
Men at hun mente, at jeg kunne få det bedre ved at få talt om det.
Men altså 15 min. kan man da ikke nå at tale om noget som helst om.
Jeg har tænkt mig at gå der hver 3 uge, og så 15 min. hver 3 uge, det når man ikke meget på.
Det var da noget andet, hvis det var 30-45 min. hver 3 uge.
Jeg vil ikke gå der hver uge eller hver anden, fordi jeg får ikke mere ud af det, når det stadig er 15 min. hver gang. Som Casper siger, at jeg når jo først lige at komme i gang, inden jeg skal ud igen.
Min mor og Casper har dog altid ment, at det var underligt, at jeg kun var derinde i så kort tid.

Men næste gang spørger jeg, om jeg kan få en dobbelttid, da jeg mener, at jeg ikke får nok ud af det med en enkelt tid.
Det synes Casper, at jeg skulle spørge om, fordi jeg netop ikke får så meget ud af det længere.

Bagefter gik vi på cafe, hvor vi fik den lækreste smoothies.
Det gjorde, at jeg kunne få mine tanker hen på lidt andet end psykiateren og mine forvirrede tanker og følelser omkring det.

En anden kort ting. Jeg ved godt, at indlægget er blevet meget langt, derfor gør jeg lige det sidste her meget kort. En gang talte vi også om, at jeg har en blog, og at jeg bruger meget tid på den.
Det var hun ikke begejstret for, fordi hun var bange for, at bloggen gik ud over mine lektier.
Og at jeg ikke havde brug for at sidde og læse om andres liv. Men jeg fortalte så også, at det ikke gik udover mine lektier, og at jeg altså slapper af med at sidde og læse andres bloggen.

Undskyld for det lange indlæg.
Senere vil jeg vise jeg de lækre smoothies, som vi fik tidligere, da vi var på cafe(:

Kram Heidi(: