Sidste gang ved psykiateren

I dag var jeg ved psykiateren, som jeg nævnte i et tidligere indlæg, at jeg skulle.
Casper var med, og jeg synes, at det var lettere at konfronterer min psykiater med de ting, jeg havde at sige, når han var der.

Jeg er nu stoppet med at gå ved psykiateren, fordi jeg ikke synes, at jeg har fået noget ud af det i et godt stykke tid.
Jeg fortalte hende, at jeg ikke synes, at jeg fik noget ud af at gå der, når jeg kun var inde i 15-20 min.
Jeg tror, at vi så misforstod hinanden, fordi hun sagde, at vi begge var blevet enige om, at jeg kun skulle komme hver 3 uge. Og det var også min ide, men hvis jeg så havde været inde i længere tid af gangen, så havde vi kunne nå at tale om noget mere og gå i dybden med flere ting.
Så havde jeg nok fået noget ud af det, selvom det stadig kun var hver 3 uge.

Men jeg vil ikke spilde min eller hendes tid, når jeg ikke synes, at jeg har fået noget ud af det i et godt stykke tid.

Jeg har fået meget ud af at gå der, fordi de piller jeg får nu har hjulpet utrolig meget.
Men jeg synes ikke, at jeg har fået så meget ud af samtalerne udover hendes støtte omkring min uddannelse osv.

Men jeg er lettet over, at jeg ikke skal gå der længere.
For mig krævede det meget hver gang, jeg skulle derhen, fordi jeg ikke kan cykle derhen pga. min angst, så jeg skal have bilen. Så når jeg skulle til psykiater, så skulle jeg op tidligt for at køre Casper på arbejde, så jeg kunne tage bilen. Jeg skulle så køre hjem igen, hvor jeg kunne sove lidt mere, og så af sted til psykiateren og så bagefter køre hjem igen, og så nogen timer senere køre ud og hente Casper.
Og det var bare for at være til psykiateren i 20 min.

Men det tager også meget for mig, når jeg skal til lægen. Men der går jeg ikke fast hver 3 uge.
Så det er kun en gang imellem, at jeg skal det. 
Det var meget tanken om, at jeg skulle til psykiater og alt det med at køre frem og tilbage, der tog hårdt psykisk på mig.

Jeg ved godt, at jeg selv vælger at tage bilen, men jeg vil heller køre Casper på arbejde de gange, jeg skal bruge bilen frem for at skulle cykle, fordi jeg har meget angst med at cykle.

Men jeg er lettet, og samtidig er jeg lidt nervøs, fordi at det har været en tryghed at gå der i 1.5 år.
Men jeg har jo min læge, som jeg kan tale med, hvis der er noget.
Men det er stadigvæk bare tanken om, at jeg ikke går der mere, der kan gøre mig lidt utryg.
Jeg har det lidt dårligt med nye forandringer.
Men jeg ved, at det var den rigtige beslutning, som jeg tog(:

Kram Heidi(: