Jeg er så nervøs

Imorgen skal jeg på hospitalet for at høre, om de kan se noget på de prøver, jeg fik taget for en måned siden.

Jeg glæder mig, og jeg er nervøs.
Fordi jeg håber inderligt, at prøverne kan fortælle, hvad jeg fejler.
Jeg er nervøs, fordi jeg er bange for, de ikke finder noget.
Fordi så er vi stadigvæk på bar bund, og det betyder endnu mere ventetid, endnu flere dage med smerter og endnu flere dage med uvished.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at de ikke finder noget.
Og det tror jeg, fordi sidste gang ved scanningen, der var det ikke galdesten, som jeg og lægerne troede.
En anden gang for en del år siden, led jeg af smerter, og der kom jeg til scanning, og der troede man også, det var galdesten, og det var det ikke. Så der gik jeg i alt i 4 måneder med smerter, før man fandt ud af, at rygproblemerne skyldtes noget med mine muskler i balderne.

Jeg håber så meget, at de kan fortælle mig imorgen, hvad jeg fejler.
Det at gå og vide, at man fejler noget, men ikke ved hvad det er.
Det at gå og vente og samtidig få det værre og værre, og det eneste man kan, det er at vente.

Hvis jeg får at vide imorgen, der ikke er noget at se, så begynder jeg nok at græde.
Jeg har haft smerter siden sidst i maj måned. Og det meste af tiden har været ventetid på undersøgelser. Så jeg er meget nervøs.
Heldigvis skal Casper først møde kl. 10.00 imorgen, så jeg har morgnen med ham, så går jeg nok ikke og tænker for meget på, at jeg skal have svar senere.

I morgen aften er også der, hvor vi skal til fiskespa(:
Det bliver rigtig spændende, synes jeg.

Kram Heidi(: