Jeg er tosset

Jeg er tosset og samtidig ked af det.
Brian har sine børn hver anden uge, hvor han så har dem en hel uge af gangen. Hans datter har et marsvin, som følger med hende. Jeg var faktisk først lidt imod, at "vi" skulle til at have marsvin, men jeg er faldet for den lille fyr. Han hedder Pixi. Og ja, det er et pigenavn, men det er en dreng.

På et tidspunkt tog Brian til dyrlægen med Pixi, da han havde en betændt brystvorte. Han fik penicillin, men ingen smertestillende. Det er egentlig underligt, fordi de gange Simba og Nala har haft noget med noget betændelse, så har de fået smertestillende. Men små 14 dage senere, der var det der stadig, men nu kom der ikke betændelse ud men kun rent blod, og det skal der ikke.
Jeg tog så til dyrlægen. Hun virkede meget forvirret, og hun sagde også, at hun ikke lige havde hovedet med sig den dag.

Jeg stoler af princip ikke på læger og dyrlæger, der skal slå ting op på Google eller i en håndbog.
Hun stod og slog noget op med hvor meget medicin, at Pixi skulle have. Det stod åbenbart ikke i journalen hvor meget, at han havde fået sidst. Hun kunne ikke finde ud af at regne ml om til kg eller sådan noget, så vi fik en sprøjte til det smertestillende, som var for lille til flasken, så det smertestillende kunne godt ryge udenfor sprøjten, når vi skulle suge det op. Og det sagde hun, og det gjorde det også. Sprøjten var for lille, da hun ikke kunne regne ud hvad ml var i kg.

Hun gav mig ret i, at der ikke skulle komme blod ud af bylden. Hun mærkede kun på selve brystvorten og tog ikke som sådan fat i selve knuden.
Hun sagde, at hvis det ikke var gået væk efter 10 dage, så skulle han opereret og have fjernet knuden, som sikkert var noget størknet pus, som ikke kunne komme ud. Og jeg opfattede det som sådan, at der nok var en chance for, at han skulle opereres, da hun ikke lød videre optimistisk.

Så gik der lidt over 14 dage, og den var ikke gået væk. Denne gang tog vi til et dyrehospital, som før har behandlet Charlie med hendes brækkede ben.

Denne dyrlæge tog ordentlig fat i knuden, og jeg fik et chok over hvor stor den knude var blevet på de 14 dage. Det var Brian, der havde haft kigget på ham, og han havde heller ikke været ved os i en del af de 14 dage. Jeg sagde, at jeg synes, at den så stor ud, og hendes kommentar var "det er den faktisk også."
Der kom stadig blod ud. Og det blødte ret meget. Hun sagde, at den anden dyrlæge havde ret i, at det ikke kunne fjernes med medicin, hvis de endnu ikke var gået væk. Men hun var også sikker på, at det ikke var en klump af størknet pus. Men at det var en knude, og det kunne godt være kræft.
De tog nogen celleprøver.
Dagen efter fik vi svar. Det var hudkræft og en ondartet form, som godt kunne sprede sig til organer.
Der var to muligheder. At operere ham for at fjerne knuden. Når han var kommet sig, så skulle der tages flere prøver for at se, om det havde spredt sig. Og først der kunne man finde ud af hvor lang tid, at han havde igen. Men hvis vi valgte den metode, så ville han allerhøjst få 1,5 år at leve i. Det ville højst sandsynligt komme igen. Så operationen ville kun give ham lidt mere tid.
Den anden mulighed var at gøre ingenting. Han har det nemlig godt. Han har ikke længere smerter. Hun tog nemlig godt fat rundt omkring på Pixi, og han gav slet ikke lyd fra sig. Og ellers så han sund og rask ud. Og så aflive ham den dag, hvor han ikke længere har det godt.
Det var den mulighed, som hun anbefalede.

Det er den mulighed, som Brian og børnenes mor har valgt. Og jeg er helt enig med dem.
Men jeg er pisse tosset. At anden gang vi var ved dyrlæge, at hun ikke gad undersøge ham ordentligt. Jeg stod og så på, og jeg ved, hvad jeg så og ikke så. Hun rørte ikke ved selve knuden. Så hun kunne ikke se hvor stor, at den var. Og så er det jo svært at sige, om det er en knude eller størknet pus, når man ikke rører ved det.

Hvis jeg gik til lægen to gange med en knude i brystet, og jeg får at vide, at det er en hævet lymfekirtel, så regner jeg bestemt ikke med, at en tredje læge fortæller mig, at det er kræft, og at jeg ikke har lang tid tilbage at leve i.

Pixi er sådan et sødt marsvin. Han er så kælen. Når man åbner hans bur, så stiller han sig op med forbenene på sit lille hus, så han kan snakke med en. Han elsker at blive nusset imellem øjnene. Han lukker øjnene lidt sammen, når man nusser ham der. Han er så sød. Og han har ramt mig lige i hjertet. Jeg har selv haft marsvin som barn og derefter har jeg ikke været særlig vild med burdyr. Men Pixi er et dejligt marsvin, og han er ikke særlig gammel. Han kunne have fået mange gode år.
Vi vil gøre vores for, at Pixi kan få nogen sidste gode måneder.
Jeg græd, da jeg fik at vide, at det var kræft, og at de anbefalede, at vi ikke gjorde noget.

Jeg skriver en klage til den første dyrlæge. Brian er sådan lidt, at vi bare skal lade hver med at bruge dem, men vi er også utilfredse med deres behandlinger af Charlie.
Deres øretatovering holdte ikke engang et halvt år. Den nye dyrlæge kunne ikke læse, hvad der stod. Og da de slog nummeret op i katteregistret, så var det slet ikke registreret. Det var den nye dyrlæge også meget forundret over. De havde aldrig set så slidt en øretatovering på så kort tid.
Så den fik vi opfrisket hos dem. Og den ser lige så ny ud, som da hun fik den lavet.

Jeg er sur, fordi det er et liv, som vi har med at gøre. Der havde været større chancer for, at Pixi ville overleve, hvis vi havde fået det at vide anden gang, at vi var ved dyrlægen.

Jeg har sagt til Brian, at jeg vil skrive til dem og klage over behandlingen. Er da mere, så de ikke begår sådan en fejl igen. Selvfølgelig kan læger og dyrlæger tage fejl, men man forventer da, at de undersøger en ordentligt inden, at de drager en konklusion.

Og for mig er et dyreliv vigtigt uanset, om det så er en mus, et marsvin eller et større dyr.

Jeg vil se, om de tilbage betale pengene, som der er brugt på behandlingerne. Først og fremmest får vi ikke Pixi igen, og det handler ikke om penge men om, at de har begået en fejl, og det mindste som de kan gøre (eftersom de ikke kan give Pixi sit liv tilbage) er at betale den regning.

Ja, Pixi kunne måske kun stadig have haft 1,5 år tilbage, hvis vi opdagede kræften tidligere. Det ved vi ikke. Men alle ved, at jo før, at man opdager kræft, jo bedre chancer har man.

Så jeg er rigtig ked af, at en dyrlægefejl har gjort, at vi nu skal af med lille Pixi om kort tid.
Og så må vi nyde det sidste stykke tid med ham.

Jeg vil gøre mit til, at han får nogen fantastiske måneder(:

Kram Heidi(: