Der er gået en måned

I dag er det en måned siden, at min verden brød sammen. En måned siden, at jeg så min verden smuldre foran øjnene på mig.

Den første uge der lå jeg kun i sengen og lå og så tv. Jeg var på cafe med min veninde, Camilla. Men ellers var jeg ude at gå tur med hundene og var ude at handle med min mor.
Det eneste der kunne holde mine tanker lidt væk, det var at se fjernsyn.
Det begyndte at blive bedre og bedre.

Men nogen dage er hårdere end andre. Nogen dage, der skal der intet til før, at jeg bryder sammen. Og så kommer jeg til at tænke på alt det, som jeg har mistet. Det som jeg havde, og som jeg ikke længere har. Jeg savner det.
Jeg vil gerne have det tilbage. Jeg vil gerne tilbage til det, som jeg havde med Casper, men det ved jeg jo godt, at jeg ikke kommer tilbage til.

Men jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg har Fox. Hvis det ikke var på grund af ham, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle komme igennem det. Så tror jeg ikke, at jeg ville komme igennem det.

Nogen tænker sikkert, at jeg da bare skal komme videre, men Casper er den, der kender mig allerbedst. Ingen anden kender mig så godt. Jeg er sikker på, at Casper er min eneste ene.
Jeg tror nemlig på, at der kun findes en eneste ene til hver, og Casper var min. Han må have været min eneste ene, fordi jeg havde virkelig en fornemmelse med, at det var ham, som jeg skulle være sammen med for altid. Og nej ikke sådan, som når man er teenager, hvor man bare tænker det om hver eneste kæreste.
Her var jeg virkelig sikker på, at jeg og Casper skulle være sammen for altid. At det var ham, som jeg skulle giftes med, og ham, som jeg skulle have børn med.

Jeg har svært ved at åbne mig for personer. Jeg kan sagtens fortælle om mig selv osv. Men sådan rigtig åbne op, det gør jeg sjældent overfor andre.
Og selv de personer, som jeg har åbnet op overfor, dem kan jeg ikke være 100 % mig selv overfor, som jeg kunne med Casper.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at kunne åbne mig så meget op overfor en anden. Altså ligesom jeg var med Casper. Om jeg vil kunne lukke et andet menneske ind og se mig 100 %.

Men spørgsmålet er nok ikke, om jeg kan åbne mig op overfor en anden men nok nærmere, om jeg tør åbne mig op overfor en anden.

Men det går bedre. I hvert fald hvis man ser tilbage til for en måned siden. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være her, hvor jeg er i dag.

Jeg tager stadigvæk en dag af gangen(:

Kram Heidi(: