Mine tanker, min fjende

Mine tanker er min værste fjende. Mit hoved vil som regel slet ikke, hvad mit hjerte vil.
Det er, som om jeg har en djævle siddende på den ene skulder og en engel på den anden.
Hjernen er djævlen, der prøver at få mig til at lave tvangshandlinger. Hjertet er englen, som prøver at få mig til at lade hver med at lave tvangshandlinger.
Nogen gange kører der sådan en kamp oppe i mit hoved mellem hjernen og hjertet, som "diskuterer", om jeg skal lave en tvangshandling eller ej.
Altså jeg kæmper sammen med hjertet. Jeg har en samtale kørende inde i hovedet med "skal jeg? Eller skal jeg ikke?"
Og så begynder mit hoved at tænke på, hvorfor jeg skal gøre det, men så bliver jeg irriteret over, at jeg skal lave tvangshandlinger, og så prøver jeg at finde en udvej, så jeg ikke behøver at lave dem.

Det lyder sikkert helt vildt forvirrende. Og tro mig, jeg har selv svært ved at følge med.
Jeg skriver dagbog, fordi det letter for mit tankemylder. Men når jeg læser tilbage i dagbogen, så er det tydeligt at se, hvorhenne jeg har haft skrevet, mens tankemylderet var i gang, fordi det jeg har skrevet, det giver slet ingen mening.
Jeg kan godt huske, at jeg har skrevet det, og hvordan jeg havde det, men jeg følte, at da jeg skrev det ned, så gav det rigtig god mening.
Men når jeg så læser det bagefter, så kan jeg altså ikke engang selv finde rundt i det.

Det er klart, at jeg altid er træt, fordi det er ufattelig trættende at tænke konstant.
Så er det, at jeg er bange for, at jeg får det psykisk dårligt over, at ventilatoren er tændt, så er jeg bange for, at jeg får det psykisk dårligt ved det, og så skal jeg huske lige at lave det om, og så skal jeg lige gøre det og det.
Og det er virkelig trættende.
Hjernen kører på fulde drøn.

Men nogen dage har jeg overskud til at jokke bremsen i bund og sige "nu stopper vi".
Hvor jeg kæmper imod tankerne.
Hvor jeg siger til mig selv, at jeg skal kæmpe imod. At det ikke bliver bedre, hvis jeg bare giver efter hele tiden.
Jeg kæmper hver dag. Jeg prøver ikke at give efter. Hver gang jeg overvinder en kamp som fx om ikke at tage bukserne af og på flere gange, så er jeg stolt.
Så er jeg stolt af mig selv.

Det er vigtigt at huske på, at jo flere gange man kæmper imod, jo lettere bliver det med tiden.
Men det er selvfølgelig knapt så let, når man står i tankemylderet.
Så er det lettere sagt end gjort.
Hvis jeg først står og har det så skide hamrende dårligt, så hjælper det ikke særlig meget at sige til mig selv, at jeg skal kæmpe imod.
Jeg prøver stadigvæk, men jeg indrømmer, at der er nogen gange, at jeg bliver nødt til at give efter.

I disse dage har jeg desværre fået tendens til at lave ting om flere gange, men jeg synes til gengæld, at jeg kæmper meget imod. Jeg er virkelig stolt af mig selv med hvor godt, at jeg har kæmpet imod.

Det kan godt være, at det er svært at kæmpe imod, når man står i det, men efter noget tid får man det bedre, og så kommer man til at være mere fri.
Så kan man gøre flere ting uden at skulle lave det om osv.
Og det er selvfølgelig det, som jeg vil opnå.
Så jeg kæmper. Fordi min OCD skal ikke vinde.

Nu skal det ikke lyde til, at mit liv kun består af tvangshandlinger.
Jeg elsker mit liv sammen med Casper og babyerne.
Jeg nyder at ligge og sove, mens en af babyerne ligger ved mig.
Jeg elsker at sidde og kigge på babyerne, mens de fx ligger og sover eller leger.
Jeg elsker at være sammen med Casper.
Jeg elsker, når vi laver ting sammen.

Men jeg synes også, at det er vigtigt at skrive indlæg, hvor jeg er åben omkring, hvordan det er at være syg.
På en blog kan man let få det til at virke som, om at man ikke er særlig syg.
Men jeg er syg. Jeg er ret syg, hvis jeg selv skal sige det. Ikke så syg som jeg før har været. Heldigvis.
Disse indlæg kræver bare en hel del mere af mig end de positive indlæg.
Så det er måske derfor, at jeg ikke får skrevet så meget om min sygdom.

Men her på min blog fortæller jeg meget om mit liv, og der hører OCD'en desværre også med.
Så det skal I selvfølgelig også vide noget om.

Men mine tanker er min fjende, og det prøver jeg at lave om på.

Nu vil jeg gå ind i stuen og spise jordbær sammen med Casper(:

Kram Heidi(: