Den gamle mig

Jeg savner at være rask, men hvornår var jeg egentlig rask?
Fordi jeg har siden 6 klasse haft det dårligt med at tage i skole på den måde, at jeg intet overskud havde til det. Det en underlig følelse og derfor svær at beskrive.

Men den blev værre og værre. Og har altid haft lidt tvangstanker i perioder, men det blussede meget op sidste år og der fik jeg meget angst.
Før der betegner jeg mig som rask, selvom jeg ikke var det, fordi det med overskudet til at tage i skole var der ikke. Derfor havde jeg meget fravær igennem hele min skolegang.
Men det er ikke det, det skal handle om.

Jeg savner ikke at have angst og ikke at skulle tænke på tvangstanker hver dag.
Jeg savner at være mig, fordi den jeg var for ca 2 år siden eller bare 1,5 år er der ikke meget tilbage af.

Jeg har ikke meget overskud til noget som helst. Jeg er god til at udsætte ting.

Jeg savner den glade mig, der godt kunne tåle uventede besøg, eller at lave spontane ting.
Der er så mange ting, jeg savner ved den gamle mig, der er gemt væk.

Sygdommen overtager mig mere og mere.
Jeg håber, at når jeg får noget medicin, at den gamle mig kommer lidt mere frem.
At overskudet kommet tilbage.

Det er ikke, fordi jeg ikke har det godt med mit liv nu. Det skal ikke forståes på den måde.
Jeg er så lykkelig over at have Casper og dyrene, men derfor savner jeg stadigvæk den gamle mig.

Det er et ret personligt indlæg, men jeg har valgt at være åben fra starten af med, at jeg har tvangstanker og angst, da min blog er en del af mig, og min sygdom er en del af mig, og derfor skriver jeg også sådan noget her på min blog.
Samtidig er det rart at få sat følelserne ned på et papir.

Kram Heidi:)