Sådan går det efter bruddet

Nu er det noget tid siden, at jeg sidst har skrevet om, hvordan det egentlig går med mig efter, at Casper slog op.

Jeg er kommet mig over Casper. Jeg kan nu se, at det var det rigtige, at han gjorde. Jeg var ikke lykkelig til sidst i forholdet, men jeg indså det ikke, da jeg egentlig synes, at det gik fint. Eller det gik jo ikke fint, men jeg havde den forestilling, at jeg var lykkelig, men helt lykkelig var jeg ikke. Vi var gledet fra hinanden, og det så jeg ikke, da vi kom sammen. Casper gav mig en tryghed, og den tryghed var det, der gjorde, at jeg holdte fast.
Fordi jeg troede ikke, at jeg kunne klare mig uden Casper. Trygheden overskyggede problemerne.
Jeg er en meget tryghedsnarkoman. Så da han slog op, så blev tæppet revet væk under mig.
Jeg mistede næsten alt det, som jeg havde. Jeg havde en tilbage, en der fik mig til at kæmpe, en der fik mig igennem det, og som får mig igennem det hele. Det er Fox. Han var det eneste, jeg havde tilbage, men det var også mere end nok. Han er mit et og alt, og han fik mig til at kæmpe igennem den hårde tid. Og når jeg rammer ind i en dårlig periode, så fortæller jeg til mig selv "Det hele skal nok gå. Fordi det skal gå på grund af Fox." Han får mig til at kæmpe.
Men jeg mistede blandt andet Simba og Nala, og jeg tænker så meget på dem, og jeg græder hver gang, at jeg ser dem, fordi jeg savner dem så meget. Det gør helt ondt indeni, når jeg tænker på det. Bare når jeg fortæller folk om hvor meget, som jeg savner dem, så begynder jeg ofte at græde.

Det har været en stor omvæltning at skulle være alene. Eller alene og alene, altså jeg bor stadig i den kælderlejlighed, der hører til min mors hus. Men jeg har eget køkken, toilet, ind og udgang osv. Så har lidt mit eget, men med alene, der mener jeg sådan uden en kæreste. Jeg fortalte jo Casper alt.
Jeg kunne stole 100 % på ham. Og jeg kunne fortælle ham det, der gik mig på.
Og det har været svært. Ikke at have nogen at fortælle mine tanker til.

Men jeg er kommet mig helt over Casper. Vi snakker stadig godt sammen i dag.
Jeg besøgte Simba og Nala for et par uger siden. Det var skønt at se babyerne igen.
Og så fik jeg lige hentet nogen af mine ting, som jeg havde glemt, da vi pakkede mine ting som eksamenspapirer osv.

Det er stadig hårdt, men ikke at Casper er gået fra mig, men at jeg er alene. Alene med mine egne tanker.
Jeg savner at have en, som jeg kan fortælle alt til. En, hvor jeg ved, at han elsker mig, som jeg er.
Og det er hårdt, at jeg skal stå for alting selv. Casper stod for mange af de praktiske ting.
Men det er kun godt, at jeg lærer at være lidt mere selvstændigt. Det fortryder jeg jo nu, at jeg ikke lærte, da jeg var sammen med ham. At jeg ikke tog mig sammen til at lære nogen praktiske ting.

Jeg er begyndt at date igen. Eller det har jeg gjort i noget tid.
Så jeg sidder ikke her helt alene og ikke har kontakt med omverdenen.
Jeg ses også ofte med min veninde, Camilla. Hun har været en kæmpe støtte i alt dette her for mig.
Hun har hjulpet mig meget, og det samme har hendes kæreste også.

Jeg har også været i biografen 3 gange siden, at Casper slog op. Det har jeg ikke kunne i mange år på grund af min OCD, men nu fik jeg taget mig sammen til det, og det var ikke så slemt, som jeg troede. Og det er hyggeligt at kunne gå i biografen igen.

Så det går lidt op og ned, men det gjorde det jo også, da jeg var sammen med Casper.
Og sådan vil livet jo altid være. Nogen gange går det hele skide godt og andre gange, så går det mindre godt.

Men alt i alt, så er jeg glad. Jeg er kommet videre. Jeg får oplevet nogen gode ting med nogen dejlige mennesker.
Det er hårdt at være alene, men jeg prøver ikke at tænke på det, og så prøver jeg at tænke på, at jeg har nogen dejlige mennesker i mit liv(:

Kram Heidi(: