Jeg lider rigtig meget af højdeskræk.
Hvis det da ikke er en fobi, fordi den er så slem.
Men i går kom angsten frem omkring min højdeskræk.
I går da jeg og Casper var ude og se på fyrværkeri ved midnat, der gik vi op på anden sal, da man kan stå udenfor deroppe.
Vi ville tage elevatoren, og da vi går ind i den, så gør den noget underligt, lidt ligesom hvis den satte sig fast.
Der blev jeg endnu mere bange. Jeg er ikke bange for at tage en elevator, men når den gjorde sådan.
Men vi kom derop, og til at starte med, synes jeg, at det gik fint med at stå deroppe og kigge ud over byen.
Det var rigtig smukt. Jeg tror også, at jeg i starten ikke tænkte så meget på det med højden, fordi jeg stod og tog billeder, så jeg kiggede meget igennem kameraet.
Men pludselig begyndte jeg at tænke og kigge ned.
Jeg kunne mærke, at angsten kom mere og mere frem.
Tankerne farede rundt i knoppen på mig.
"Hvordan skulle vi komme ned?" " Skulle vi tage trapperne ned eller tage elevatoren?"
Jeg var også bange for, at elevatoren ville sætte sig fast.
Da vi prøver at gå ned af trapperne, så kom angsten frem. Jeg kunne ikke få mig til at gå ned af trappen. Jeg var alt for bange. Jeg prøvede at berolige mig selv med en teknik, jeg bruger, når min angst kommer frem. Det er, at jeg tæller. Så kommer jeg til at slappe lidt mere af, når jeg tæller, da jeg tænker lidt på noget andet.
Vi endte med at tage elevatoren ned, fordi jeg kunne ikke komme ned af trapperne.
Elevatoren gik ikke i stå, så vi kom sikkert ned.
Men der var min angst virkelig slem. Der tror jeg ikke, jeg ville turde tage op igen.
Men jeg fik det godt lige så snart, vi var kommet ned.
Så stod vi og kiggede på fyrværkeri dernede.
Det var bare lidt tanker om min angstoplevelse.
Kram Heidi(:
